Guide Susanne Brøgger

 

Guide Susanne Brøgger

Jeg elsker at være guide. At få alle de praktiske ting til at spille. At få dig som rejsende til at føle dig godt tilpas. At fritage dig for at tænke på andet end at få så meget ud af rejsen som muligt. Jeg er også uddannet guide. I tidernes morgen hos Spies Rejser, og jeg var guide på rejsemålene Tenerife og Tunesien. Jeg fandt dog ud af, at jeg gerne ville have en anden uddannelse, og derfor stoppede jeg som guide.

Men omstændigheder i mit liv bød mig igen op til dans som guide. En helt almindelig familie, en helt almindelig karriere, dejlige børn og så lige pludselig er livet fuldstændig anderledes. Hvordan tackler man det? Hvad har man af redskaber, når livet rammer på den ene eller den anden helt uventede måde? Ingen – men heldigvis gode venner som kan guide én videre i den rigtige retning.

Min rejse i min egen indre udvikling startede for 10 år siden, og når man først er startet, så har man lyst til at blive ved. Jeg rejste til Abadiânia i februar 2010 og blev fuldstændig betaget af den store kærlighed stedet rummer og den store indflydelse det har på alle, som besøger stedet – uanset om man søger fysisk eller åndelig healing eller udvikling. Det er derfor en stor fornøjelse, at jeg har mulighed for at hjælpe andre mennesker til at opleve dette ved at være guide på turen til John of God.

Slovenien er et rejsemål, som jeg er meget forelsket i. Et skønt, mildt land med dejlige kompetente mennesker, fantastisk natur og masser af gode muligheder – også fordi de termiske kilder med 32-36 grader varmt mineralholdigt vand er helt unikke. Jeg elsker at lave rejser til Slovenien.

Til daglig arbejder jeg som virksomhedskonsulent i Gribskov Kommune. Det er et dejligt arbejde at hjælpe mennesker, som har været uden for arbejdsmarkedet i flere år tilbage igen til en hverdag, som også indeholder et givende arbejde.

I min fritid arbejder jeg som frivillig våger. Det er et givende arbejde at hjælpe mennesker i deres sidste timer. Jeg er med til at udbrede vågetjenesten, idet jeg sammen med en kollega i Vågetjenesten Gribskov udvikler kurser, så endnu flere kan komme til at gøre dette værdifulde arbejde.