En påbegyndt kærlighedsaffære….

171_LOUISEversion2En rejse for krop og sjæl – af journalist Louise Taarnhøj

Mineralholdigt vand, daglig massage, betagende natur, nærende mad og afslappende spa-bade. En rejse til Slovenien er en påbegyndt kærlighedsaffære med et land, ikke mange danskere kender til – men som lynhurtigt kommer ind under huden og får dig til at længes tilbage.

Der er ingen tvivl om, at man i Slovenien på mange områder har fat i den lange ende. Den betagende natur med Centraleuropas største skovområde, det rige dyreliv med både brune bjørne, ulve og hjorte, og de varme kilder med mineralholdigt vand giver alt sammen lyst til at sætte bremsen i og finde sin indre livsnyder frem. I hvert fald for os, der besøger landet som turister. For slovenerne er et hårdtarbejdende folk, der effektivt, men med ro i sindet, får tingene gjort. Intet er umuligt, synes at være mottoet i landet, hvor man tager sig af hinanden og sørger for, at alle har det godt (nok).

Landets historie, hvor kommunismen har spillet en stor rolle, fornægter sig ikke, men spørger man slovenerne, var det en på mange måder lykkelig skilsmisse, da de i 1990 blev en selvstændig republik og løsrev sig fra Jugoslavien. Det kunne i hvert fald have gået meget værre.

Ikke mange danskere kender til Slovenien. Faktisk forveksler mange landet med Slovakiet, hvilket jo er naturligt nok taget navnene i betragtning. Men Slovenien er sin egen, det rigeste land af de tidligere stater i Jugoslavien, og med et meget sammentømret, homogent folk, der gæstfrit og glædeligt inviterer turisterne indenfor. Og noget af det, som de er særdeles gode til er at udnytte de helsebringende varme kilder, som springer under jorden.

Èt af de steder, hvor kilderne springer, er Dolenjske Toplice, et helsehotel delt i tre; Hotel Kristal, Hotel Balnea and Hotel Vital. Vi er en gruppe på 12, som er taget herned i 10 dage for at opleve, hvordan disse helsehoteller virker på krop og sind. Gruppen består af fem svenskere og syv danskere, og opholdet begynder med, at vi bliver hentet i bus i Ljubljana lufthavn og kørt direkte til hotellet. Dolenjske er faktisk navnet på byen, og toplice betyder spahotel. Det er af forskellige årsager, at vi hver især er taget med på denne tur; nogle har bevægelsesvanskeligheder på grund af skader, mens andre mere er her for nydelsens og afslappelsens tur. Uanset hvad, er alle forventningsfulde fra start.

”Jeg har glædet mig til at komme ned til lidt mere forår, da jeg tidligere har mærket et løft, når jeg har været sydpå tidligt på året. Jeg forventer mig ingen mirakler, men et spring fremad i energi og livsglæde,” fortæller Birte på 62 år, der har lidt af Sclerose siden 2003. Det er et synspunkt og en forhåbning, som hun deler med hele gruppen, der de følgende 10 dage skal modtage behandlinger af forskellig art via et individuelt program, tilrettelagt af Dolenjske Toplices læger og sygeplejersker.

174_Dr.BarbaraKavcicVandgymnastik og massage
På førstedagen af opholdet skal vi alle ind til en privat lægesamtale, hvor hver person får et personligt program for, hvilke behandlinger man skal igennem. Hver dag får man tre behandlinger, og fælles for os alle er, at vi hver morgen skal lave 20 minutters vandgymnastik i det varme, mineralholdige vand. Vi får også at vide, at vandgymnastik ikke kun er godt for led og muskler, men at vandet også har den særlige egenskab, at mineralerne i vandet bedst optaget gennem huden. De andre behandlinger, som flere af os har fået ordineret, er massage med parafin og alger, samt almindelig rygmassage. Det føles først og fremmest som en vild og nærmest egoistisk luksus at modtage så mange behandlinger, og det er da også lige før, at vi skammer os. Men behandlingerne spiller også en større rolle i hele forløbet og skal ikke kun gøre os afslappede og udhvilede; de skal også forbedre den overordnede sundhedstilstand, gøre vores bevægelighed bedre og måske endda fjerne nogle af vores sygdomssymptomer. Som Birte siger, forventer vi ingen mirakler.

177_Enstordelaftidentilbringesihvidebadekber

Ud med affaldsstofferne
Jeg er inviteret med til Slovenien for at observere gruppens udvikling, samt at prøve på min egen krop, hvad der sker, når man tager på sådan et ophold. Og hvis vi starter med det sidste, så oplever jeg en voldsom reaktion allerede på førstedagen. Jeg får nemlig en vanvittig migræne, som kun bliver værre på andendagen, og som gør, at jeg nærmest ikke engang kan formulere en eneste sætning. Jeg forsøger at finde ud af, hvad det kan være og finder frem til, at det simpelthen er mine mange ophobede affaldsstoffer, der forlader kroppen – og så er det stress, som også forlader min krop – en helt almindelig reaktion, når man er vant til at køre i højt gear og pludselig skal sætte bremsen i. Kroppen har brug for det, men kan ikke helt finde ud af, hvordan man skifter til et lavere gear, og derfor reagerer den med symptomer som eksempelvis hovedpine. Efter et par dage forsvinder hovedpinen og bliver erstattet med en let fornemmelse i kroppen, som jeg sjældent har oplevet. Og hertil er der flere teorier. Vi startede nemlig hver morgen med at indtage salt og magnesium.

Salt og magnesium – afgørende mineraler
I Slovenien tilsætter man magnesium i købevandet. Magnesium er nemlig et livsnødvendigt mineral, som fremmer stærke tænder, stærke knogler, et velfungerende fordøjelsessystem og en veltilpas psyke. I dette land har man gennem flere undersøgelser fundet ud af, at mange mennesker i den vestlige verden mangler magnesium, og derfor er det tilsat vand, som man køber på flaske. Derudover er der netop magnesium er det kildevand, som vi bader i hver dag på hotellet, og da det er lettest for kroppen at optage dette mineral gennem huden, skulle dette naturligvis også give en effekt på vores sundhedstilstand. Den slags er selvfølgelig vanskeligt at måle over så kort en periode og uden en gennemgribende sundhedsundersøgelse, men vi oplever i hvert fald alle sammen, at vores hud bliver blødere og mere spændstig under opholdet, til trods for at vi ligger i vand i flere timer om dagen, hvilket herhjemme ville betyde tør og rynket hud for de fleste.
Et andet mineral, som vi indtager hver dag, er salt. Det lyder mærkeligt, og jeg studser også over det, da jeg første dag får en lille skål salt i hånden. En halv time før hvert måltid indtager vi en lille smule salt – hvad der kan være mellem to fingerspidser – sammen med en halv liter vand. Saltet skulle på den måde kunne trænge ind i cellerne og dermed optages i kroppen. Jeg læser en rapport, hvor man har undersøgt optagelsen af salt i menneskekroppen, og den peger ganske rigtigt på, at vi mennesker får for meget af det forarbejdede salt, som ingen mineraler har, og som ikke gør noget godt, og til gengæld får vi ikke nok af den slags salt, som vi har brug for hver dag. Efter indtagelsen af saltet fornemmer jeg, at jeg ikke behøver at salte min mad så meget, som jeg plejer. Om det er placebo-effekt eller videnskab, ved jeg ikke. Men jeg mærker en forskel.

Interessante afstikkere
De 10 dage på helsehotellet byder ikke kun på wellness-behandlinger, selvom det er dem, det meste af tiden går med. Nej, der er i programmet også indlagt flere ture til byerne i området, vinsmagning og et af Europas ældste apoteker. Slovenien er et meget smukt land, hvis natur i den grad også har en positiv effekt på krop og sind. En gåtur i den store skov, som er en af Europas største, og hvor masser af bjørne, ulve og hjorte bor, er et must, og den bliver besøgt flere gange under opholdet.
Der er også tid til lidt shopping i nabobyen, Novo Mesto, som betyder ’ny by’. I modsætning til hvad navnet mere end antyder, er byen slet ikke ny, men blev bygget allerede i 1365 og har i flere hundrede år været center for regionen Dolenjske. Rundt om byen slænger den smukke flod Kkra sig, og på toppen af byen ligger den berømte franciskanske kirke, Saint Nicholas’ Cathedral, hvor man finder oliemaleri af Tintoretto og altermalerier af Valentin Metzinger. I weekenden er der ofte madmarkeder, masser af feststemning på torvets barer og caféer, samt et spændende museum, hvor byens mange bronzekrukker fra middelalderen er udstillet.

Debriefing og nedlukning
Opholdet er kommet til sin sidste dag, og det er tid til at mærke efter, hvad vi har lært, og ikke mindst hvad vores krop har lært. Da vi aftenen inden afgang sidder og snakker sammen, er alle enige om, at opholdet først og fremmest har givet sig til udtryk i en dejlig fornemmelse af ro i krop og sind. Derudover har flere oplevet mærkbare forbedringer på deres sundhedstilstand, og andre har oplevet en større fornemmelse for, hvad der er godt for dem.
”Helheden med hotellet, servicen, behandlinger og vand har givet rigtig meget til mig. Jeg faldt og slog mit knæ en aften, og den hjælp jeg fik af stedet her var overvældende – alt fungerer jo fuldstændig perfekt. Jeg har heller ikke så mange smerter i ryggen, som jeg havde, da jeg kom,” fortæller Birthe på 61 år. Svenske Bengt, som er hernede sammen med sin kone, er enig: ” Det er det bedste sted, vi har været hidtil, og vi har været i seks forskellige lande siden 1993! Der er mange bade at vælge imellem, og så har vi selv rådighed over vores tid,” siger han.
Marianne på 70 år har oplevet spa-området som noget af det dejligste og mest givende ved opholdet: ” Det, jeg har været gladest for, var spa-området med det japanske bad og saunaerne. Jeg skulle bare over min blufærdighed, men så var jeg også ligeglad med at være nøgen. Naturen var også skøn, og jeg har fået fuldstændig ro i tankerne efter dette ophold. Sindet er helt roligt nu.”
Alle er faktisk enige om, at opholdet har givet mere, end de turde at håbe på. Der er ikke sket nogen mirakler, nej, men den overordnede tilstand i krop og sjæl er i den grad forbedre.

Om Dolenjske Toplice:
Spa- og helsehotellet består egentlig af hele tre hoteller. Her tages der fat om både krop og sind, og der er noget at komme efter, både som syg og rask. Hotellet ligger oven på to termiske kilder, der giver varmt vand til et romersk bad i Hotel Kristal, samt i wellnesscentret i Hotel Balnea. Sidstnævnte hotel blev gennemrenoveret i 2008 og indeholder, foruden et stort svømmebassin, både indendørs- og udendørspool, også et 40 graders varmt japansk bad, en jacuzzi, to finske saunaer, to tyrkiske bade, en sauna med aromaterapi og et stort liggeområde, hvor man kan slappe af med en bog eller få en lur. Atmosfæren i dette center er rolig og afslappet, der er altid kølig mineralvand i automaten og friske æbler i kurven, og stemningen er tyst og diskret. Kort sagt, her kommer man, hvis man vil ned i gear og komme i en meditativ stemning.

Hotel Balnea er også et skønt hotel med en dejlig bar, hvor der et par aftener om ugen er liveunderholdning ved det store flygel. Her sidder hotellets gæster og nyder et glas vin efter en lang dag i velværens navn. Det er også her, at der er gratis internet, og derfor ser man også mange, som tager deres bærbar computer med ned til sofaområdet for at tjekke mails eller læse netaviser fra hjemlandet.

Hotel Kristal byder på hotellets store restaurant, hvor der tre gange om dagen er service. Alle tre måltider byder på en stor salatbuffet, og til frokost og aften kan man supplere med en varm ret, hvor det altid er muligt at vælge enten traditionel mad, vegetarisk mad eller den sunde ret. Derudover er der dessertbord, frisk udskåret frugt og nybagt brød. Til morgenmad er det også altid muligt at vælge røræg og pølser, hvis man er mere til den proteinrige kost.

Hotel Vital er både behandlingscenter, spa og hospital. Det er her, lægerne og sygeplejerskerne arbejder, og det er også her, de romerske bade på 36 graders varme er. Her finder alle ordinerede behandlinger sted, ligesom man i det store bassin under hotellet hver morgen kan dyrke vandgymnastik. På Hotel Vital er det i øvrigt muligt at blive indlagt, hvis man falder og slår sig eller på anden vis bliver alvorligt syg.